De udendørs baner er åbne

Det er altid en stor dag, når foråret er så langt fremskredet, at vi kan åbne for grusbanerne. Fra søndag d. 30. marts er det muligt at booke grus, og vejret skulle blive fantastisk i den kommende uge, så det er bare med at komme i gang.

Som altid må man forvente, at banerne er lidt bløde til at begynde med. Så er det vigtigt, at man:

  • Vander banen inden spil, hvis den er tør. Mere herom nedenfor.
  • Straks lapper de huller, som man træder i det endnu lidt bløde grus.
  • Bruger gummiskraberen efter spil, så vi får udjævnet de buler, der er for genstridige for kosten.
  • Fejer grundigt med banekosten efter brug af skraberen. Husk at feje helt ud til hegnet.

Traditionen tro bøvler vi med vandet. Vi har ellers haft VVS-installatør på, men han var ikke i stand til at få gang i vort sprinklersystem, som indtil videre ikke er funktionsdygtigt.

Til gengæld har vi fået en ekstra pumpe på håndvanderen, og det giver lidt ekstra tryk, så man nu bedre kan forstøve vandet. Bemærk, at man kan dreje strålerørets håndtag to veje. Den ene vej giver en koncentreret stråle, og den anden giver forstøvning.

Husk, at der er officiel standerhejsning for alle søndag d. 6. april kl. 10-12.

Tennisudvalget ønsker alle en fantastisk sommersæson.