Standerhejsning i solskin

Årets standerhejsning i tennisafdelingen var mere mindeværdig end velbesøgt. Det var en lille, sluttet flok, som råbte hurra for klubben og lyttede til formand Kurt Jeppesens tale. Kurt nævnte fremgangen i klubben i det seneste år, især renoveringen af klubhuset på Nordre Skansevej, der er blevet mulig med støtte fra vores sponsor, Cembrit, samt Aalborg Kommune.

Kurt nævnte også, at det har været vanskeligt at rekruttere hjælp til baneklargøring, og at der var skuffende få fremmødte til standerhejsningen, som tiden måske er løbet fra i en klub, der fungerer hele året. Kurt benyttede lejligheden til at takke ildsjælene, der har lagt et stort stykke arbejde i baneklargøringen.

Meget symbolsk brød solen frem under hejsningen af klubbens vimpel, og bøgene ved siden af banen sprang bogstavelig talt ud, mens Jens Eric, Lisbeth, Jan og John spillede sig ind med en double på bane 1.

Banernes tilstand er sådan, at de begge er spilbare, men de kræver meget kærlighed her i starten. Giv dem lidt vand før spil og en masse vand efter spil. Tryk huller til med fødderne og med gummiskraberen. Fej helt ud til kanten af banen, så ukrudtet ikke kommer igen lige med det samme.

Rigtig god udendørssæson!

Sponsorer