Stor tilslutning til Solside Cup

Solside Cup er ved at manifestere sig som en populær indendørs turnering i slutningen af sæsonen. Udgaven i år er overtegnet for herrernes vedkommende, så der forventes 16 spillere til indskrivning lørdag morgen i tennishallen. Lodtrækningen kan ses på billedet. Udover de lokale rødder er der en række rigtigt gode spillere tilmeldt. Ifølge ranglisten er Michael Bjørno fra Herning førsteseedet og Sigurd Nellemann fra Skovbakken er andenseedet. Imidlertid har lodtrækningen lagt op til gedigne overrraskelser, idet begge de to topseedede skal møde rigtigt gode spillere i første kamp. Michael skal op mod Mads Kristian Bau-Madsen fra Gentofte, som har banket rust af i Nørresundbys hal den seneste måneds tid og har et tårnhøjt topniveau, som han skal forsøge at ramme kl. 9 lørdag morgen. Sigurd skal spille mod Tobias Jensby fra Skive i første kamp. Tobias har ikke licens men kan blive en ubehagelig overraskelse for unge Sigurd.

På de mere ydmyge pladser i turneringstræet optræder de lokale sundbynitter, Manh Nguyen, Jesper Lolk Søltoft, John Rasmussen, Ahmad Darwich og Huan Nguyen. Manh skal møde Justas Stapulionis fra Skovbakken, Jesper får fornøjelsen af Allan Skjødt Sørensen fra Randers, John og Ahmad skal kæmpe mod hinanden om en plads i anden runde, og Huan skal forsøge at drille velkendte Rasmus Konge, som i denne forbindelse stiller op for Hjørring som nykåret kommunemester. Det positive er, at NTK får mindst een spiller med i 2. runde.

Damesiden er noget lettere at overskue med fire tilmeldte, som alle er lokale. Tre damer i den - ahemmm - modne alder, Albena Mihovska, Bettina Dahl Søndergaard og Ruta Tuckuviene, skal op mod en af vore dygtige pigespillere, Amra Vaizovic. Det bliver spændende at se, om ungdom eller erfaring går af med sejren. Damerne spiller første runde lørdag kl. 15 og finale kl. 18. Herrernes kamptider kan ses på billedet, og resultaterne kan løbende følges på http://legacy.tennis.dk/turneringsprogram.aspx#.

Turneringsudvalget, som er et sammenrend fra ATK og NTK - turneringen arrangeres i fællesskab - åbner cafeteriet, og der vil være salg af kaffe, te og kage til deltagerne og de forhåbentlig mange tilskuere. Kom forbi og få en kop kaffe, et stykke kage, en snak og se noget god tennis. Indtægten går til det sportslige arbejde i de to klubber.

 

Sponsorer