Grusbanerne er åbne!

Vi plejer at have åbne grusbaner, inden bøgen springer ud, men i år er vi blevet lidt forsinket af drilsk forårsvejr, som bl.a. har blæst vores flagstang omkuld. Men nu er grusbanerne åbne og spilbare, og de kan reserveres i vores bookingsystem.

Som altid vil de være forårsbløde, så det er vigtigt at bruge gummiskraber til at jævne bulerne, inden man fejer banerne til slut. Gummiskraberen er nødvendig, fordi kosten ikke kan jævne de større huller og buler, som man skaber her i starten af sæsonen. Hvis man kun fejer, så størkner bulerne, og de bliver meget vanskelige at rette ud senere.

Vandingssystemet er også funktionelt, og det er vigtigt at vande før spil, hvis banerne er tørre.

Standerhejsningen er også lidt forsinket på grund af klubhusets ombygning. Det er snart færdigt, og så vender vi tilbage med en indvielse af både huset og sæsonen. I mellemtiden kan baderummene godt bruges, mens køkken og opholdsarealer ikke er klar.

Rigtig god fornøjelse med sæson 2026.