Der er kommet en rigtig dejlig julegave fra Dansk Tennis Forbund. Ganske vist kan den først indløses i 2027, men vi har ventet meget længe på den, og nu er der lys for enden af tunnellen.
Det drejer sig om det udskældte turneringssystem, som efter mange års debat nu gøres enstrenget, så der ikke længere vil være en opdeling i liga og division. Opdelingen har gjort det svært for små klubber som NTK at deltage i turneringen, fordi vi er forpligtet til at stille med et divisionshold, selvom vi ikke har spillermateriale til det. Det tostrengede system har også øget afstanden mellem klubberne i hver række med lange køreture, specielt i Jylland og på Fyn, til følge.
Som konsekvens af det tostregede system har mange klubber, specielt i yderområder, følt at de fik for lidt ud af medlemskabet af forbundet, og turneringsaktiviteten har været støt dalende på disse kanter. Forhåbentlig komme ændringen til at betyde, at NTK igen kan stille med hold i seniorturneringen, og at vi kan finde ind i en pulje med andre hold på samme niveau.
Billedet stammer i øvrigt fra en holdkamp mod Aars for flere år siden.