DTF og DGI har netop introduceret World Tennis Number (WTN), som er et rating-system i stil med handicap i golf. Danmark har længe manglet et ratingsystem, der kan gøre det nemmere at matche sig mod potentielle spilpartnere.
Systemer af denne type har længe været i brug i Storbritannien (LTA) og i USA (NTRP). I disse lande har man kunnet annoncere efter modspillere ved at angive sin rating, og det har været en kæmpe fordel. Få golfspillere kunne forestille sig deres idræt fungere uden et handicapsystem, som tillader spillere på forskellige niveauer at få gode kampe mod hinanden. I tennis findes der også et verdensomspændende, kommercielt system, UTR, som man længe har kunnet tilmelde sig, men det er ikke officielt og kræver betaling, hvis man vil have andet end det mest basale at vide. Mange regner dog UTR som mere retvisende for en spillers styrke end ATP- og WTA-ranglisterne, fordi det baserer sig på nogle mere avancerede algoritmer, der kan beregne indbyrdes styrke mellem spillere, selvom de ikke har spillet mod hinanden for nyligt.
De er nogle af disse fordele, som ITF håber at rulle ud over hele tennisverdenen med det nye system, og Danmark er heldigvis et af de første lande til at implementere det. I WTN har verdens bedste spiller rangeringen 1, og den absolutte nybegynder har rangering 40. Forfatteren af denne artikel har rangering 29 i single og 22 i double, så spillere på dette niveau kan bare komme an, og så skal vi nok få en god kamp.
Rangeringen opdateres automatisk, og man kan finde den på sin spillerprofil i Tournament Software. Sådan en profil har man automatisk, hvis man har spillet turneringstennis indenfor de seneste fire år, men man kan også selv oprette profilen, hvis man ikke har spillet, og det er forbundets ambition, at man snart skal kunne indberette resultater af selvorganiseret spil, således at man kan få sit WTN-nummer kalibreret, selvom man ikke spiller officielle kampe.