Banestatus

Det burde ikke være muligt, men der spilles livligt på grudbane på Skansen i det klare frostvejr. Banestatus i skrivende stund er, at bane 1 er ryddet og spilbar. Den er oveni købet jævn som et billardtæppe, og linjerne flugter acceptabelt med overfladen, selvom fejlopspring ikke helt kan udelukkes.

Når det trods omstændighederne kan lade sig gøre at spille, er det i høj grad fordi aktive medlemmer har givet banen en masse kærlighed i tide, lige inden frosten satte ind. Dermed var banen jævn og gruset passende, da Kong Vinter frøs den i sin form. Lige nu er banen hård som beton, men den er fin at spille på, så længe frosten holder.

Situationen kan dog hurtigt ændre sig, når det bliver tøvejr, og isen bryder op. Hvis det kun bliver lidt varmere, kan banen tø i overfladen, og det overskydende vand kan ikke synke pga. is længere nede med mudret overflade til følge. Hvis det bliver varmere, kan banen tø hele vejen igennem til blødt mudder, fordi isen har brudt den oprindelige struktur i leret. Men kan vi holde den gående, så gør vi det naturligvis.

Som bekendt har vi lidt lys på banen, og med lidt god vilje kan man spille indtil ca. kl. 17, men dagene bliver hurtigt længere.

Bane 2 er ikke ryddet, og under sneen er den bulet. Den bliver først god igen, når den er tøet, tromlet og gruset.