Åben træning med Peder Lisberg

 

Med start d. 21. september 2019 afholder vi åben træning for tennismedlemmer i hallen hver lørdag kl. 10-12. Peder Lisberg, som er en af Aalborgs mest erfarne trænere, vil tilpasse programmet til de fremmødtes niveau.

Træningen er i princippet for alle medlemmer, men den retter sig primært imod niveauerne under turneringsspillere, altså let øvede og motionister.

Der er mange hensyn at tage i en hal med høj bookingprocent, mange medlemmer, som ønsker træning, mange medlemmer, som gerne vil have frie banetider at booke, og stor mangel på uddannede trænere. Vi har valgt at starte med den gruppe af let øvede og motionister, som har brug for et skub fremad. Vi har valgt lørdag, fordi vores bookingstatistikker viser, at belastningen af hallen er mindst på denne ugedag. Vi har valgt formiddag, fordi det giver familier mulighed for også at nå Moster Odas fødselsdag med blødt brød om eftermiddagen.

Der er plads til otte spillere til hver træning, og du tilmelder dig inden hver træning efter først-til-mølle-princippet til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it., som vil svare, om du har fået plads på holdet. For at kunne deltage, skal du have et gyldigt tennismedlemskab. Hvis du er klippekortbruger, koster det et klip at deltage i træningen.

Enkelte lørdage vil træningen være aflyst, fordi hallen vil være optaget af turneringer og holdkampe.