Takket være en masse frivillige med tromler, river, skuffejern og alskens til faget hørende specialværktøj er grusbanerne blevet klar til standerhejsning. Til det sidste har nattefrosten drillet os, fordi linjerne bliver ved med at kravle op ovenpå gruset i løbet af de kolde nætter, og måske skal der tromles og bankes lidt på nogle af dem i den første tid, så vi kan få dem helt ned i gruset.
Nu er nettene kommet op, og banerne er klar til at blive spillet på til standerhejsningen. Vi håber at se mange medlemmer udstyret med ketsjer og sko til standerhejsningen. Der vil som sædvanlig være rundstykker og borgerlige ord fra formand Kurt Jeppesen.
Som altid skal vi passe på banerne især i den første tid, hvor de stadig er lidt bløde. Vær omhyggelig med at træde huller til og brug gummiskraberen til at fjerne ujævnheder, inden du fejer banen efter spil.