Formanden for det hele, Jan Pedersen, bakser utrætteligt med centerets mange tekniske installationer. De fleste af centerets brugere er lykkeligt uvidende om den megen teknik, som skal fungere, for at få et sportscenter til at køre uden fast bemanding, og vi opdager først teknikken, når lyset en dag ikke tænder, som det skal, eller døren ikke vil åbne.
Bestyrelsen har i længere tid arbejdet på at få et system op at køre, som kan låse døren op automatisk, når vi venter gæster i centeret, f.eks. til den faste ungdomstræning eller til holdkampe. I længere har tid har det virket - næsten. En eller anden lille, dum detalje ved systemet har sat en prop i, så styresignalerne ikke når frem til automatikken. Vi ved næsten, hvor proppen sidder, og det er årsagen til, at Jan er krøllet sammen i teknikrummet.
Det lykkedes desværre heller ikke i dag at få den genstridige og lidt aldrende teknik til at samarbejde, men vi vender tilbage, og der skal nok komme styr på det!