Klubben har været nedlukket nu i nogle uger på grund af corona-krisen, og det må være på plads med en status.
For squash og indendørs tennis er situationen stadig, at indendørs idræt er eksplicit forbudt, så Squash-og Tenniscenteret på Lerumbakken må forblive lukket, indtil dette forbud bliver hævet. Vi ved godt, at der er god afstand mellem spillerne på en tennisbane, men juraen skelner desværre ikke mellem forskellige typer indendørs sport. Vi kan til gengæld informere om, at nedlukningen bruges til at udføre nogle reparationer på de indendørs faciliteter.
Resten af denne artikel handler om udendørs tennis, som er mere kompliceret.
Udendørs tennis er ikke er juridisk forbudt. Vi er begrænset af forsamlingsforbud, men det gælder kun for mere end ti personer, og det er sjældent aktuelt i tennis. De udendørs tennisbaner på Nordre Skansevej er klar til spil på grund af en stor indsats fra klubbens frivillige i de seneste uger.
Alligevel kan vi desværre endnu ikke åbne. Baggrunden er, at DIF og DTF fortsat anbefaler, at udendørs idræt, uanset typen, er suspenderet, og Aalborg Kommune har eksplicit anbefalet os at holde lukket. Der udspiller sig en heftig debat i Idrætsdanmark om rimeligheden i at skære alle idrætter over een kam. Hvorfor skal tennis, hvor to eller fire spillere befinder sig 20-30 m fra hinanden, forbydes på linje med en kontaksport som rugby, hvor dusinvis af storsvedende spillere ruller rundt i bunker?
Det ser ud til, at de fleste tennisspillere og klubber deler vores holdning: Det er ikke rimeligt at opretholde en suspension af udendørs tennis. Nogle klubber har endda på egen hånd indhentet ekspertvurderinger, som støtter, at det på visse betingelser er forsvarligt at spille udendørs tennis, og adskillige golfklubber har åbnet, uanset anbefalingerne fra hovedorganisationerne. Men de fleste deler også den holdning, at et vist fodslag mellem foreninger, specialforbund og det idrætspolitiske system er godt. Derfor har tennisudvalget besluttet følgende:
I hele denne proces forhører vi os hos hos gode venner i andre tennisklubber. Vi hører også meget gerne medlemmernes mening, f.eks. i kommentarspor på Facebook.