Vi har vidst det længe i NTK - at John Rasmussen yder en stor og dygtig indsats for vores klub og tennissporten i almindelighed. Men de ved det også i Jyllands Tennis Union! Derfor har JTU besluttet at tildele John Jyllands Tennis Union's Fortjenstnål.
Af praktiske årsager foregik overrækkelsen ved NTK's generalforsamling d. 14/3 i centeret på Lerumbakken og det var daværende formand Kurt J., der fik lov at overrække og forklare årsagen til, at det netop er John, der skulle modtage hæderen:
"John blev valgt ind i Nørresundby Tennis Klub’s bestyrelse i 2013 og har i kraft heraf også haft sæde i Nørresundby Squash og Tennis Centers bestyrelse siden da.
John er Storaalborgs ”Mister Tennis”.
Han er medlem af flere tennisklubber i Aalborg, fordi det giver ham optimale muligheder for at spille meget tennis – og det gør han! Også når han er i udlandet på rejser – både i privat og arbejdsmæssig regi.
Han tager ingen steder uden sit tennisudstyr!!
John er den type, der ikke kan lade være med at blande sig – på den positive måde. En rigtig ildsjæl!
Han er udfarende, nytænkende, konstruktiv og meget nem og behagelig at arbejde sammen med.
Han ”støber ikke kun kuglerne”. Han er også altid på pletten, når der er praktiske opgaver, der skal løses. Lige fra reparation at taget på vores tennishal, baneklargøring, salg af brugt inventar på Facebook til oprydningsopgaver i klublokalet.
På trods af sin akademiske baggrund og job er han meget praktisk anlagt.
John er primus motor omkring samarbejde med Storaalborgs tennisklubber. Det gælder f.eks. samarbejde omkring ungdomstræning, og afholdelse af stævner i vores squash- og tennis center.
Èt af de arrangementer og projekter, som John har taget initiativ til og også selv gennemført i praksis, er voksenintroduktion for begyndere.
Han startede og trænede det første hold på 8 deltagere i august 2015 og har efterfølgende gennemført 16 hold a 8 deltagere. Godt 120 voksne har John således introduceret til tennis! Dette er en væsentlig årsag til at NTK har oplevet en medlemsstigning i de senere år, selv om ikke alle introdeltagere fortsat er aktive.
Som person er John meget udadvendt og social anlagt. Han har nemt ved at kommunikere med alle - også nye medlemmer – både mundtligt og skriftligt. Han er meget medvirkende til at tennisudvalget i NTK og bestyrelsen i Nørresundby Squash og Tennis Center har et hyggeligt, sjovt, konstruktivt og udbytterigt samarbejde.
Det er derfor fuldt fortjent og med stor fornøjelse at jeg på JTU's vegne kan overrække John JTU´s Fortjenstnål.
Med nålen følger en stor hilsen fra JTU, der desværre er forhindret I at være repræsenteret i dag grundet andre møder."