I kølvandet på opdateringen af vores automatik til styring af dørlåsene og lyset i centeret har yderdørene været ulåste i dagtimerne i en periode. Nu, hvor vi er sikre på, at automatikken fungerer, har bestyrelsen besluttet, at dørene igen skal være låste som hovedregel.
Låsningen sker af sikkerhedshensyn, blandt andet for at imødegå de tidligere omtalte tyverier fra omklædningsrummene.
Derfor er det vigtigt, at du nu husker at medbringe din nøglebrik, når du skal spille tennis eller squash i centeret. Nøglebrikken er automatisk aktiv, når dit medlemskab er aktivt, eller du har ubrugte klip på dit klippekort. Man låser døren op ved at holde brikken hen foran det lille panel ved siden af døren i tunnellen.
Alle nye medlemmer betaler ved indmeldelse 50 kr. for en nøglebrik, som efterfølgende kan afhentes i receptionen i Nørresundby Idrætscenter lige nedenfor for Squash- og Tenniscenteret. Hvis du endnu ikke har fået afhentet din nøglebrik, så kom i god tid næste gang, du skal spille, og slå vejen forbi receptionen. Hvis din nøglebrik bliver væk, kan du købe en ny i bookingsystemet og betale med kreditkort eller MobilePay.
Automatikken skulle gerne sikre, at dørene er ulåste, når der er ungdomstræning i tennishallen, så forældre og deltagere fra andre tennisklubber kan komme uhindret ind.